UWT - unofficial Working Test

Spencer og jeg deltog i en uofficiel Working Test i Seest Grusgrav ved Kolding lørdag den 22. marts 2014.

Det var vores første forsøg med denne prøveform, hvor hundene skal afprøves på 5 poster, som typisk betyder at hundene skal kunne "holde" hele dagen. Det kræver altså noget mere - eller i hvert fald kræver noget andet - af hundene end til en Markprøve, hvor hundene typisk kun afprøves i en periode fra 5 - 20 minutters tid.

En Working Test som denne, hvor der var mere en 50 hunde til start, kræver helt sikker meget mere af hundene, end man lige umiddelbart tænker på. Alle de andre hunde, nye indtryk, masser af ventetid ved posterne mellem en masse nye hunde og deres fører, samt skud og fløjten fra de forskellige poster, "slider" på hunden og dennes stressniveau.  Det var også tilfældet hos Spencer, selvom jeg synes han klarede ventetiden bedre end jeg havde turde håbe på.

Man kan maks få 20 point til hver post i Begyderklasse som vi stillede i - dvs. maks 100 point for dagen. Vi fik 84 point hvilket er tilstrækkelig til at bestå Working Testen. Det er jeg selvfølgelig rigtig glad for.

Det er dog ikke så meget hvor mange point vi fik med os der er vigtigt.
Der var to poster hvor vi mistede hhv. 6 og 7 point. Det er nok lige i overkanten. Den ene på en markering, hvor Spencer kommer forkert ind i færten af dummien og søger en del. Her er mere erfaring i markeringen hvis vejen ud af dét problem, så han bliver mere skarp på markeringer fremover.
Den anden post hvor vi miste en del point, var en markering og efterfølgende en dirigering ud i samme område. Markeringen hentende Spencer rigtig fint men det gik galt med dirigeringen. Det var vores sidste post på dagen - og blev afviklet i en orkanagtig regnbyge! Jeg var simpelthen ikke skarp nok til at få ham sendt ordentlig og griber heller ikke ind, da jeg kan se at han ikke holder linjen!! Jeg tror vi begge var lidt "slidte" - efter ventetid og regnvejr.

De resterende poster klarede vi fint kun med  enkelte "kosmetiske" fejl som vi blev trukket for. F.eks. at Spencer ikke er vandt til at der står en skytte i løbelinjen hjem, hvorfor han sætter farten ned og ikke helt ved om han skal stoppe hos skytten. Derfor var jeg nød til at kalde på ham. Et element jeg faktisk slet ikke har trænet! - men det skal vi da vist lige have kigget på inden næste prøve.

Alt i alt var det en rigtig fin og jagtrealistisk Working Test som DRK-Sydjylland havde planlagt.