Working Test - september 2014

Lørdag den 20. september 2014 deltog jeg med Spencer til Working Test i Hønning i Sønderjylland.

Spencer gjorde det rigtig flot og vil blev placeret som 2. Vinder i Begynderklasse med 112 point ud af 120 mulige - kun to point efter 1. Vinder - se diplomet her :-)

Dette var den sidste prøve i 2014 og nu skal der trænes i retning af Åben Klasse som vi er kvalificeret til, med en 1. pr. på Markprøve i August.

B-prøve i Utoft - august 2014

Den 16. august havde jeg tilmeldt Spencer (Copperbirch Edison) til den sidste B-prøve i Jylland i 2014.
Foruden Spencer havde Lena vores nye dreng i huset med - Cody (Batmoors' Cromarty Cody) som skulle til Brugsprøve - og som de bestod rigtig flot :-)

På grund af en aflyst B-prøve i Kulsø i maj og en rigtig træls 2. pr. på Brahetrolleborg for 14 dage siden, var denne sidste B-Prøve i år, pludselig blevet lidt mere spændende end hvad jeg havde planlagt!  Så det var med en vis spænding vi drog af sted til det fantastiske terræn i Utoft. Spændingen blev bestemt ikke mindre, da flere af de andre deltagere, på ventelinjen, snakkede om prøvens første markering - en Krikand, som flere hunde ikke ville tage - og en markering hvor hunde løb alt for langt forbi!

"Spændingen" blev dog hurtig vendt til en stor tilfredshed med Spencer. De tre Markeringer snuppede han fuldstændig ren - direkte og med en hurtig og spontan opsamling. Ved den ene markering sjuskede jeg dog lidt!!! - hvilket liiiige var ved at resultere i en knaldapportering! (det sker ALDRIG igen)  ...

For 14. dage siden var det det frie søg der kostede lidt på bundlinjen, da Spencer tøvede ved en fasanhøne, men efter intens træning i den mellemlæggene periode, lavede han denne gang et fuldstændig fejlfrit og effektivt søg med kanin, and, due og kanin i nævnte rækkefølge.

Vi fik en flot tilbagemelding af dommer Jan Lorentzen med ord som "Flot, Stilfuldt - god fart og Overbevisende præstation - Hund med stort potentiale".  Den tilbagemelding var jeg selvfølgelig rigtig glad for - og ikke mindst at vi også fik den 1. pr. som vi havde sat næsen op efter. Nu kan vi begynde træningen hen imod Åbenklasse - dejligt! - se kritiksedlen her.

Alt i alt en rigtig god dag for os alle fire i Utoft :-)

Hvalpene er nu 7 uger gammel

Hvalpene efter Copperbirch Edison (Spencer) og Sweetwater's Sally er nu 7 uger gamle. Det er fantastisk en udvikling der sker hos sådanne små hunde i løbet af så kort tid.

Det bliver rigtig spændende at følge kuldet - flere af hannerne ligner Spencer meget da han var i den alder.

Se mere om hvalpene.

Sally og Spencer har fået hvalpe

Spencer har samme med Sally fået 7 dejlige hvalpe den 27. juni 2014. Du kan se mere om hvalpene på denne side - klik her.

Spencer skal være far!

Spencer og hans veninde Sally venter hvalpe i midten af juni :-)

Det er Sally's andet kuld hvalpe, men første kuld med Spencer (Copperbirch Edison) som far.
Vi ser meget frem til at følge hvalpene. Sally er ligesom Spencer, en rigtig dejlig og rolig Labrador med stor lyst til jagt og markprøver, ligesom de begge er nogle fantastiske familiehunde blandt børn og andre hunde. 

Sally er en af Buddy's (Cynhinfa Grant) hvalpe og slægter i den grad sin far på, når det gælder hans super jagtegenskaber og rolige temperament. 

Se hvalpenes stamtavle her.

Hvis du vil høre mere om hvalpene så ring til Charlotte på 2964 3487 eller Erik på 6126 1157.

Sally & Spencer

Sally & Spencer

B-prøven der blev til en C-prøve!

Den 18. maj var dagen hvor jeg og Spencer var af sted til en officiel B-prøve i Kulsø. Dette var vores første officielle prøve, så der var blevet trænet og justeret flittigt i ugerne og dagene op til denne weekend.

Desværre skulle det hurtigt vise sig at den officielle B-prøve blev aflyst og erstattet af en uofficiel C-prøve på dummier i stedet for. Årsagen var at det vildt der skulle bruges til B-prøven stadig var frossent, og derfor ikke kunne anvendes. Det var selvfølgelig rigtig ærgerligt, specielt fordi vi var mange der havde planlagt at skulle til denne officielle B-prøve.

Jeg valgte at stille Spencer på C-prøven - lidt træning i prøver skader jo ikke :-)
Vi havde start nr. 1 så der var ikke megen tid til at se prøven an, men det skulle nu nok gå trods alt.

Det gik også fint, vi fik en 1. præmie med eneste anmærkning at føreren skulle passe på med at "Sove" ved afleveringerne :-) .....  ja jeg havde jo også været tidligt oppe ..... se kritiksedlen her.

UWT - unofficial Working Test

Spencer og jeg deltog i en uofficiel Working Test i Seest Grusgrav ved Kolding lørdag den 22. marts 2014.

Det var vores første forsøg med denne prøveform, hvor hundene skal afprøves på 5 poster, som typisk betyder at hundene skal kunne "holde" hele dagen. Det kræver altså noget mere - eller i hvert fald kræver noget andet - af hundene end til en Markprøve, hvor hundene typisk kun afprøves i en periode fra 5 - 20 minutters tid.

En Working Test som denne, hvor der var mere en 50 hunde til start, kræver helt sikker meget mere af hundene, end man lige umiddelbart tænker på. Alle de andre hunde, nye indtryk, masser af ventetid ved posterne mellem en masse nye hunde og deres fører, samt skud og fløjten fra de forskellige poster, "slider" på hunden og dennes stressniveau.  Det var også tilfældet hos Spencer, selvom jeg synes han klarede ventetiden bedre end jeg havde turde håbe på.

Man kan maks få 20 point til hver post i Begyderklasse som vi stillede i - dvs. maks 100 point for dagen. Vi fik 84 point hvilket er tilstrækkelig til at bestå Working Testen. Det er jeg selvfølgelig rigtig glad for.

Det er dog ikke så meget hvor mange point vi fik med os der er vigtigt.
Der var to poster hvor vi mistede hhv. 6 og 7 point. Det er nok lige i overkanten. Den ene på en markering, hvor Spencer kommer forkert ind i færten af dummien og søger en del. Her er mere erfaring i markeringen hvis vejen ud af dét problem, så han bliver mere skarp på markeringer fremover.
Den anden post hvor vi miste en del point, var en markering og efterfølgende en dirigering ud i samme område. Markeringen hentende Spencer rigtig fint men det gik galt med dirigeringen. Det var vores sidste post på dagen - og blev afviklet i en orkanagtig regnbyge! Jeg var simpelthen ikke skarp nok til at få ham sendt ordentlig og griber heller ikke ind, da jeg kan se at han ikke holder linjen!! Jeg tror vi begge var lidt "slidte" - efter ventetid og regnvejr.

De resterende poster klarede vi fint kun med  enkelte "kosmetiske" fejl som vi blev trukket for. F.eks. at Spencer ikke er vandt til at der står en skytte i løbelinjen hjem, hvorfor han sætter farten ned og ikke helt ved om han skal stoppe hos skytten. Derfor var jeg nød til at kalde på ham. Et element jeg faktisk slet ikke har trænet! - men det skal vi da vist lige have kigget på inden næste prøve.

Alt i alt var det en rigtig fin og jagtrealistisk Working Test som DRK-Sydjylland havde planlagt.

Markprøve C - Felsted DRK

Lørdag den 8. marts drog jeg til Felsted i Sønderjylland til en uofficiel markprøve i Dansk Retriever Klub.

Det var den første rigtige forårsdag - et helt fantastisk vejr - krydret med er flot område med marker og skov. Prøverne var med sædvane (for sønderjyderne) planlagt til mindste detalje og humøret i top hos de deltagende hunde og deres fører. 

Jeg stillede Spencer (Copperbirch Edison) i Begynderklasse. Spencer hentede vi hjem fra Irland som hvalp tilbage i 2012, og som jeg her i 2014, vil starte op på markprøver. Det var kun hans anden markprøve, så formålet var mest at se hvordan han taklede en dag blandt mange andre hunde, skud, fløjten osv.

Med Spencer har jeg ændret træningsstrategi i forhold til de tidligere hunde vi har haft. Hele grunddressuren er foregået herhjemme under kontrollerede forhold, og han er først gradvist blevet udsat for distraherende input i en forholdsvis sen alder. Grunddressuren er "hjernevasket" til perfektion inden vi ændrede område, stimuli osv.

Hans dejlige rolige temperament som vi kender herhjemme fra, blev bestemt ikke ændret meget til trods for alle de nye indtryk. Han vil selvfølgelig gerne snakke med de andre hunde og mennesker (han er jo en labrador), men det stresser ham ikke.

Selve prøven gik også rigtig fint - specielt er jeg meget tilfreds med at de elementer som jeg ved tidligere hunde har haft problemer med, fungerede rigtig fint. Så jeg har også selv lært noget! Dommerens ord som "fører og hund i roligt samarbejde" er i hvert fald nyt.

Vi fik en 1. pr. hvilket jeg selvfølgelig er rigtig glad for, men endnu mere glad er jeg for hvordan Spencer taklede hele dagen.

Se kritikseddelen her.

Emma har fået hvalpe

Emma fik sit første kuld hvalpe mandag den 12. oktober 2013. Hun klarede det bare rigtig flot og hendes små babyer trives rigtig flot. Se mere om hvalpene her: www.sweetwaters.dk 

Så er sæsonen i gang ...

​Copperbirch Edison

​Lørdag den 16. marts 2013 afviklede DRK Region Sydjylland deres årligt tilbagevendende C-prøve (markprøve) i Feldsted. Vi har de seneste år, været fast deltager til dette arrangement, som markerer vores sæsonstart :-)

I år skulle Spencer og Emma med til henholdsvis Brugsprøve og Begynderklasse.​

​For Spencers vedkommende var det hans første tur, og derfor var det med en vis spænding, at han kom med. Vi har gået til hvalpetræning hos Iben Pytlick, Sporty Gundogs med ham, men siden da, er det begrænset hvor meget han har været ude i den virkelige verden. Det eneste vi har trænet med ham, er lydighed og ganske få basis ting. Han var faktisk forbavsende fokuseret da vi gik Brugsprøven og lod sig ikke påvirke af de nye og fremmed omgivelser. Med maks point på 40, bestod Spencer Brugsprøven.

​Jeg har  haft lidt problemer med Emma frie søg og markeringer, hvor hun til tider gik ned i gear, og virkede ikke særlig tændt og fokuseret på opgaven. Det har resulteret i, at jeg har valgt at træne hende alene herhjemme i en længere periode, således at jeg lettere kunne bygge opgaverne op præcis efter vores behov, og kun træne enkelte elementer i få minutter ad gangen. Og med lidt fif fra Iben Pytlick, har Emma fået et dejligt drive, og arbejder igen hurtigt og fokuseret på opgaverne. ​Emma gjorde det rigtig godt i Begynderklassen og fik en 1. pr. 

Ny billeder af Spencer og forårstræning

​Mens vinteren ikke rigtig vil slippe sin kolde hånd om Danmark, har vi så småt fået startet op på forårstræningen af primært Spencer og Emma. Planen er at Spencer skal have sin Brugsprøve her i foråret og så skal vi så træne langsomt videre med ham resten af året. Emma er klar til Markprøverne - i første omgang i Begynderklasse. Hendes sæson begynder i marts, hvor der afviklet et par C-prøver. Resten af sæsonen planlægges ud fra Emmas træningsform til disse C-prøver :-) 

​Copperbirch Edison

Spencer vokser godt til - er nu 11 måneder gammel. Træningsmæssigt viser han også rigtig fine brugsegenskaber - det bliver spændende at arbejde med ham og se hvordan han udvikler sig.​ Der er nye billeder af ham på han Stamside.

Spencer er fra Keith Mathews, Copperbirch Labradors i Nord Irland. Keith har gennem de seneste år filmet og produceret en fantastisk jagt-hunde-trænings-film, bestående af 4 DVD'er og over 6 timers underholdning. Jeg kan ikke mindes at jeg har set noget bedre indenfor hunde-træningsfilm tidligere. Kan klart anbefales :-)
DVD'erne kan købes her

Spencer's "far" nu FTCH

Spencer (til Højre) sammen med Buddy, januar 2013

Den 12 Januar 2013 vandt Spencer's opdrætter Keith Mathews, Wexford Retriever Clubs Open Stake med Spencer's far, Copperbirch Liffey (Ross)

Denne førsteplads var den sidste brik der skulle til, for at Ross nu kan pryde sig med titlen FTCH, og er dermed allerede kvalificeret til 2013 Irish Retriever Championship, kun få dage efter sidste års udgave.

Det giver unægtelig noget at leve op til ;-)

Spencer er nu 9 måneder gammel og er en rigtig glad dreng!
Han viser rigtig gode takter brugsmæssigt og vi skal nu bruge 2013 til stille og roligt at få gang i den egentlige træning.

Se mere om Spencer her.

Emma er blevet røntgenundersøgt :-)

​Emma har været til røntgen af hofter og albuer og i dag kom svaret fra DKK: HD A og AA 0 :-)

Emmas Optigen/PRA er Normal/Clear by parents, da begge forældre er gen-undersøgt.

2012-08-18 22.17.10.jpg

Spencer er nu Dansker :-)

​Så er Spencer (Copperbirch Edison) endelig blevet 'Dansker'. Papirarbejdet og godkendelse af diverse forhold omkring forældrene er nu blevet godkendt hos DKK, og Spencer er dermed registreret med et officiel stambogsnummer. 

Det er godt nok en omstændig proces, hvor vi først skal i kontakt med The Irish Kennelclub for at få hvalpen ejerskiftet og udstedt en Export Pedigree. Derefter skal diverse attester på forældrerne, ejerbevis og Export Pedigree sendes til DKK, for at de kan godkende importen og tildele hvalpen et dansk stambogsnummer. 

Spencer - Copperbirch Edison​, 6 mdr. gammel

Træning af Spencer

file

Spencer er efterhånden blevet seks måneder gammel. Han er vokset rigtig godt, faktisk er han allerede højere end Emma og Bella (hvilket så heller ikke siger så meget) ;-)
Vi er begyndt med hvalpetræning, som foregår hos Iben Pytlick, Sporty Gundogs. Dels var der ingen hvalpetræning i nærheden af os, og dels er det jo rigtig godt med nye input i forhold til træningsmetoder - OG det er bestemt køreturen værd. Om ikke andet så lærer jeg lidt (meget) ;-) 

Nu har vi efterhånden haft et par hvalpe i huset, og selvom Spencer bestemt er den nemmeste hvalp vi har haft, er jeg alligevel overrasket over hvor svær hvalpetræning egentlig er! Det er meget lærerigt men også tankevækkende, hvor mange fejl jeg egentlig kan nå at lave en ganske få minutters træning! Der er ikke noget at sige til, hvis hundene bliver forvirret indimellem. Jeg vil tro at jeg er mindst ligeså træt i 'knolden' efter træning, som Spencer er ;-)

file

Officiel Working Test Labrador 2012

​I weekenden den 25.+26. august 2012 afviklede Raceledelsen for Labrador - Labrador Special 2012, med bl.a. officiel Working Test for hold om lørdagen og individuel Working Test søndag. 

Jeg deltog med Emma i individuel begynderklasse om søndagen​, en dag som desværre vejrmæssigt ikke viste sig fra sin bedste side. Skybrud og mange byger ændrede dog ikke ved de fantastiske omgivelser i Dons, ved Kolding, hvor prøven blev afviklet.

​Dette var Emmas første prøve og derfor var det også spændende hvordan hun klarede alle de nye indtryk og de mange hunde, hun skulle være i selskab med hele dagen.

Prøven bestod af 5 poster som både Begynder-, Åben- og Vinderklasse ​ skulle igen, selvfølgelig med forskellig sværhedsgrad. På denne måde for alle mulighed for at udveksle erfaringer mv. i ventetiden mellem posterne dagen igennem.  På hver post gives maks 20 point alt afhængig af hvordan opgaven løses i et samarbejde mellem hund og fører. Der skal minimum 50% til for at Working Testen er bestået - og der skal gives point på alle poster, ellers dumper man testen. Derudover placeres de deltagende hunde i rækkefølge (nr 1, 2, 3 osv) ud fra point sammenlagt på de 5 poster. Til prøven havde Raceledelsen hentet to Irske dommere til Danmark - Laurence Hennesy og Damian Newman, der sammen med Marianne Ankjær, Leif Tholstrup, Hanne Søndenbroog Finn Hollerup Mikkelsen dømte posterne.

Vores første post bestod af to enkelte markeringer. Vi stod på toppen af en mindre skrænt og dummien blev kastet for foden​ af skrænten i retning af en sø. Den anden markering blev kastet ud på søen, i samme retning som den først kastet. Nedfaldet på søen var skjult bag højt siv. Emma hentede fint første markering - sjuskede lidt med opsamlingen, men kom hurtigt hjem. Det samme var tilfældet på vandmarkeringen, hvor jeg kaldte lidt ekstra på hende, da jeg frygtede, at hun måske kunne finde på at ryste sig på vejen hjem, som var forholdsvis lang. Vi fik 16 point, da der blev trukket lidt for den sjuskede opsamling på første markering og mit ekstra hjemkald. Fair nok :-
​Vores anden post var først en enkelt markering med skjult nedfald som skulle hentes. Derefter skulle der dirigeres ud i samme område, hvor der er placeret en dummy mere, som skal hentes hjem. Der var forholdsvis stor forskel på placeringen på de to dummier, hvilket gav Emma lidt problemer, da hun blev lidt fanget i det område, hvor hun hentede den første markering. Jeg måtte fløjte lidt meget for at få hende flyttet over i den anden side af området, og sidedirigering er ikke noget jeg har introduceret særligt meget til Emma endnu. Vi fik 15 point, hvilket jeg er fint tilfreds med. Personligt synes jeg dog at opgaven var lidt forkert planlagt til Begynderhunde. Sidedirigering og områdesøg er ikke et element i Begynderklasse. I midlertidig synes jeg idéoplægget er fint, men dummy nr. 2 burde have været placeret samme sted som den første markering. 
Vores tredje post var en 'Tramp' med 2 x 'fri-ved-fod' samt 2 markeringer ud i et forholdsvis åbent terræn. Både fri-ved-fod og markeringen voldte os ikke de store problemer. Dog slog Emma lige en bue mod skytten på ved hjem med første dummy, hvilket gjorde at jeg måtte kalde på hende - det kostede os 2 point. Vi fik 18 point på posten, hvilket vi bestemt er tilfredse med. 
Vores fjerde post var en enkelt markering langs en sø, med lidt skjult nedfaldsted. Emma fandt fint dummien med det samme. Løb desværre lidt langsom hjemad, da hun skulle forbi skytten, hvilket hun åbenbart lod sig mærke af. Vi fik 19 point - den langsomme hjemfart kostede en enkelt point :-)
Sidste og femte post bestod af to enkelte markeringer. Vi stod på toppen af en bakke og den først kastet landende i et spor på bagsiden af en græsbræmme, mens den anden kastet er en længere vandmarkering. Emma klarede begge i flot stil og høstede 'fuldt hus' på posten - 20 point.

Alt i alt var det en rigtig god dag.​ Emma var fantastisk rolig og lod sig overhovedet ikke påvirke af alle de andre hunde, ventetiderne mellem posterne og de mange skud i området. Tværtimod blev hun bedre og mere sikker som dagen gik. 

Sammenlagt bestod Emma med 88 point., og blev placeret som 6. Vinder i Begynderklasse.

TAK til Raceledelsen for Labrador, alle hjælperne og ikke mindst alle sponsorerne som​ sikrede os deltagere en rigtig dejlig dag, trods den megen vand.
​Dagen sluttet dog med en fin Parade i strålende sol, en flok trætte hunde og glade ejere :-)